22

Nakke og skuldersmerter

Årsager til nakke og skuldersmerter

At have ondt eller være spændt i nakken eller skuldrene er noget de fleste kender til i større eller mindre omfang. Det kan være en decideret skade, f.eks piskesmæld eller slitage i nakkehvirvlerne eller i skulderleddet, som er årsagen. Men for de fleste smerter er det spændinger, dårlig holdning og uhensigtsmæssige vaner der er på spil. Vi bruger vores nakkemuskler hvert sekund i dagens løb, de er aktive for at holde hovedet i balance på toppen af kroppen og det er nakkemusklerne der styrer hver lille bevægelse af hovedet. Er der ikke en god balance mellem hovedet og nakken, skal musklerne arbejde mere for at holde hovedet oppe og kan blive for spændte. Skuldrene bliver ligeså flittigt brugt som nakken, ofte med tungere og større bevægelser. Smerter er ofte overanstrengelse af sener og muskler i skuldrene, fra enten hårdt fysisk arbejde eller sport, men lige så tit fra en lang arbejdsdag på kontoret, hvor hænderne har travlt på tastaturet men arme og skuldre er fikseret i en position.

Hele kroppens holdning

Nakke og skuldre er tæt forbundet med muskler, sener og knogler, og holdningsmæssigt er skuldrene meget vigtige i forhold til nakken og omvendt. Hænger hovedet for langt fremme, følger skuldrene med og falder frem og ind. Ryggen følger med og bliver mere rund og hele kroppen falder mere sammen. Og omvendt, prøver du at få bedre holdning ved at trække skuldrene tilbage, skaber du højst sandsynligt for meget spænding i ryggen og nakken, for at holde skuldrene på plads. Optimalt skal vi have en passende tonus/ spænding i hele kroppens muskler om vi sidder, går, står, arbejder eller laver vores hobby, derved undgår vi over- eller underspændte muskler i skuldre og nakke.

Vanemønstre & nakke og skuldersmerter

Vi har dem alle og bruger dem flittigt dagen lang. Vi kunne ikke fungere uden vores ubevidste vaner til alle dagens gøremål og bevægelser. Jeg skal se noget, mine øjne og hoved flytter sig automatisk i den rigtige retning. Jeg laver mad, mine hænder og arme ved, hvordan de skal gør tingene, mens min hjerne er optaget med andre ting. Det er helt normalt, men nogle gange har vi tilegnet os vanemønstre som er uhensigtsmæssige for vores holdning. Hvis f.eks jeg spænder nakken for meget, fordi mit hovede ikke er godt balanceret i forhold til resten af kroppen, ja, så tager jeg den vane med mig i alt hvad jeg gør, og jo mere noget skal gentages eller er hårdere fysisk, jo mere forstærker jeg den forkerte spænding. Det er nødvendigt at stoppe op og ikke at lade alt ske pr. automatik. Kun med fornyet bevidsthed kan vi ændre vores vanemønstre.
Hvorfor Alexanderteknik

En Alexanderlærer “behandler” ikke en nakke eller skulderskade, eller stiller en konkret diagnose på problemet. En Alexander lærer arbejder med hele dig, din kropsholdning, vaner og tankemønstre. Lærer dig at blive bevidst om og give slip på unødvendige spændinger, som kan være der både fra fysisk og psykisk ubalance. Ofte kan en række Alexandertimer afhjælpe det konkrete problem med smerter i nakke eller skuldre.