22

Alexanderteknik

Hvad er Alexanderteknik?

Alexanderteknik er en praktisk undervisningsmetode udviklet af F.M.Alexander ( 1869 – 1955). Den er baseret på princippet om, at vi fungerer som en psyko fysisk helhed, og den har til formål gradvist at genoprette menneskets naturlige bevægemønstre, kropsholdning, åndedræt og ubesværede væren tilstede i sig selv.

Mange har opbygget skadelige vaner, som med tiden kan medføre ubehagelige symptomer f. eks. smerter i ryg, nakke, lænd og hoved og i sidste instans forøget belastning og slitage af kroppen.  De skadelige vaner kan være opstået af uhensigtsmæssige spændinger, arbejdsstillinger, bevægelser og eller kollaps – sammenfald.

En del af oplæringen i Alexanderteknik består i at blive bevidstgjort om, hvad vi gør med os selv,  og hvordan eventuelle uvaner kan ændres. Teknikken kan læres af alle fra 6 år og opefter. Alexanderteknik er ikke behandling men undervisning og hjælp til selvhjælp. Ved hensigtsmæssig brug af kroppen opnås styrke, koordination, dynamik, udholdenhed og fornemmelse af lethed i bevægelser og stillinger

Hvem henvender Alexanderteknik sig til?

Mange mennesker kommer til Alexanderteknik fordi de har fysiske problemer: smerter i ryggen, i knæene, hofterne, har hovedpine, har stemme – eller vejrtrækningsproblemer for blot at nævne nogle områder. Andre  kommer fordi de er interesserede og gerne vil udvikle sig personligt og eventuelt forebygge skader.

Teknikken er gavnlig for alle om dit erhverv f.eks. er chauffør, butiksassistent, ingeniør eller udøvende kunstner. De fleste mennesker der arbejder har stillesiddende arbejde med ensidige bevægelser. Det er meget belastende og nedslidende, her kan Alexanderlæreren hjælpe mennesker med at få så gode arbejdsstillinger som muligt, og hjælpe til at opnå kropsbevidsthed, således at det bliver nemmere at tage vare på sig selv.

Alexanderteknikken er en undervisning, som henvender sig til alle, der ønsker at udnytte deres potentiale både i deres erhverv og deres hverdag.

Hvordan foregår en lektion i Alexanderteknik?
Læreren formidler en bedre brug primært med sine hænder understøttet af verbal instruktion. Læreren guider eleven til hensigtsmæssig og bedre brug i siddende stilling, under bevægelse samt i hvileposition på en briks. Eleven har sit almindelige tøj på. Undervisningen gives i individuelle lektioner af 30, 45 eller 60 minutters varighed. Et intensivt forløb med f.eks 2 lektioner om ugen hjælper til få det største udbytte.